- et gruppe-projekt af Andrea Creutz, Gunvor Vibe-Pedersen og Katya Sander

Double Feature projektet bestod dels af at tegne og dels af at viske en stor blyanttegning ud. En tegning præcis lige så stor som det udstillingsrum, den blev vist i. Rummets arkitektoniske udformning; vinduer, søjler, lister, bjælker og døre blev nøjagtigt tegnet i skalaen 1:1, blot 5 centimeter forskudt fra "originalmotivet". Rummet blev altså kopieret og genopført i og rummet. "Originalen"( rummet selv ) og dén overfladen vi tegnede på, var altså den samme: det såkaldt tomme (kunst)rum.

Med udgangspunkt i udstillingsrummets arkitektoniske udformning, 1. sal af et bygningskompleks bestående af både kontorrum og industrirum, formede vi vores undersøgelse omkring de rumlige forhold: Vores okkuppering og kolonialisering af rummet, og samtidig repræsentationen af det, mens vi arbejdede og udstillede der.

Det tomme rums arkitektoniske udformning (dets ornamenter, installationer og strukturelle elementer) blev tegnet i skala 1:1, blot 5 centimeter forskudt. Rummet blev altså ikke blot afbilledet, men bogstaveligt talt kopieret og gengivet inden i og samtidig på sig selv. Den såkaldte "original", eller tegningens "model" (selve rummet) og dén overflade vi tegnede på, var altså den samme: det hvide, såkaldt "tomme" (kunst)rum, der i en eller anden grad altid er rammen for en udstillingsproduktion, og på mange måder et traditionelt udgangspunkt for kunst som sådan.

Blandt de mange tynde, håndtegnede blyantsstreger kunne f.eks. lige streger komme til at krølle ind i rummets hjørner eller blive forvredet over de detaljer og ujævne overflader de blev tegnet på, hvorimod afbilledningerne af disse håndgribelige detaljer selv kunne lande på helt glatte flader; vægge, vinduer el.lign. Selvom tegningen blev udført som en eksakt kopi af rummet, vred selve rummet således også tegningens rum til noget andet. Et "andet" rum skabt af os, næsten det samme som originalen, men alligevel lidt forskelligt ved netop at være projiceret ind i selve originalen. Selvom tegningen var i et tredimensionelt rum (det rigtige udstillingsrum som den var spændt ud over), var det ikke muligt, at se det tegnede rums rigtige dimensioner passende fra blikkets udgangspunkt. Tegningen var projiceret vinkelret op på rummets hvide vægge, men lignede slet ikke f.eks. en skygge af rummet, som jo ville sprede sig fra ét punkt til et andet. Fordi tegningen netop ikke var projiceret ind på væggen fra ét punkt, men hele tiden vinkleret i forhold til overfladen den blev tegnet på (en overflade der jo som sagt vred og drejede sig i mange retninger), var der aldrig ét specifikt punkt hvorfra tegningen bedst kunne ses. Snarere, var der tale om en art decentralt ekko fra forskelligrettede kilder (rummets detaljer), der spredte sig uden specifik retning og udgangspunkt. Selvom man derfor både kunne se i og på tegningens rum, var det altså ikke muligt fra et bestemt punkt visuelt at opleve det tegnede, "andet" rum. De fine og tynde, delvist forvredne, streger udfoldede sig i et rum, hvis logik og tilblivelse ret hurtigt kunne genkendes og forståes, men også som et sært rum, der aldrig syntes muligt reelt at befinde sig i. Det på trods af, at den projicerede tegningen spandt sig hele vejen rundt omkring beskueren og derfor i pricippet derfor kunne granskes og udforskes.