Hvor er kvinderne ??????????????

af Kirstine Roepstorff

Jeg leder efter kvinderne i dansk kunst. Jeg kan få øje på dem fra min egen generation. Det er umiddelbart stærke piger med ben i næsen, fyldt med energi, handlekraft og talent på lige fod med mandlige kunstnere.
Men hvor er de henne, "de gamle tøser"? De der har afsluttet deres uddannelser på kunstakademierne for 5, 10, 20, 30 år siden ? Der er ikke mange af dem der makerer sig som udstillede kunstnere, hverken på gallerier, museer eller som eksport- kunstnere. Der er langt mellem snapsene. Hvorfor?

Dette spørgsmål stilles for sjældent. Jeg er interesseret i en diskussion om de manglende kvinder fordi jeg er kvindelig kunstner, fordi jeg er ung og fordi en stor del af mit liv, min identitet og mine værdier som kvinde, er produkt af den feministiske diskussion fra slutningen af 60'erne og 70'erne. Født i 1972 var jeg selvfølgelig ikke selv en direkte del af dette, men mange af denne tids værdier og samfunds-opfattelser er blevet overdraget til mig og min generation som vuggegave. Det er f.eks. ideerne om at ligestilling indenfor og udenfor hjemmet er en selvfølge. Visheden om at styrke, handlekraft og potentiale ikke er kønsbiologisk bestemt, og at ethvert individ må selv definere sit eget værdi- og handlings felt.
Set i lyset af dette er mangelen på kvinder på kunstscenen mig til stor undren. Spørger jeg de synlige mandlige kunstnere om hvad det er der gør deres generations kvinder usynlige, er svaret ofte at de er hjemme for at føde børn. Kvinderne kan da ikke ustandseligt blive ved med at føde, iøvrigt har mange af de selvsamme mænd også børn. Svaret må ligge et andet sted.

Hvad er grunden til at kunst scenen i så udbredt grad har været "styret" af mandlige kunstnere? Har kvinderne svigtet eller er de blevet svigtet. Er det naturens gang? Er det kvindernes eget valg? Er det strukturel modstand?
Det er en almen kvindelig antagelse at kunstscenen er mandschauvinistisk. Hovedparten af de værdi- og normsættende positioner der findes inden for kunst- og kultur-branchen som f.eks. museumsinspektører, gallerister, kuratorer, kritikere etc. bestrides mænd, og at mænd vælger mandlige kunstnere, da værker skabt af mænd appellerer til en mere umiddelbar forståelse. Dette menes at medføre at kvinderne har et "naturligt" handikap i kampen om en professionel karriere som kunstner.

Jeg står tilbage med en følelse af tabt orden. Jeg må konstatere at idealerne om kønnenes faglige ligestilling, og virkeligheden, er langt fra hinanden. Min generations kvinder er måske blevet bedre end de forgående generationer til at markere os på lige fod med mændene, men stadig er det mere undtagelsen end reglen at en kvinde makerer sig stærkt på den danske kunstscene. Det er en skræmmende tanke at vi skulle være de "forsvundne kvinder" om 15 - 20 år.

Tiden ændrer kønsrolledebatten, som en naturlig følge af en stadig voksende forståelse og accept af forskellige fortolkninger af mande- og kvinderoller. Dette vil medføre et øget spillerum for det enkelte individ. Det er 100 år siden kvindesagen startede, det er 30 år siden den kulminerede første gang og der er langt endnu. Jeg er optimistisk, men ikke naiv.

Jeg bliver provokeret af den iøjnefaldende uligevægt af kønsfordelingen på den danske kunstscene, og trods alt den snak der har været, og stadig er, har mønstrene rykket sig utroligt lidt over så lang tid.
Det er provokerende at debatten om de manglende kvinder kan få lov at stå til, med en formodning om at det nok vil udlignes med tiden. Det er kritisabelt at ikke flere tager ansvar for dette. Det her gennem lang tid været en lunken diskussion som er drænende og svær at tage alvorligt.
Det er stivnakket slaphed. Det er som en bølge der får lov at rejse sig og skumme lidt for så at gå i sig selv igen. Min generation af kvindelige kunstnere skal ikke være en ny bølge der rejser os i vores ungdom, for så at flade ud.

Det er grunden til at feministisk studiekreds (problematisk navn) blev dannet januar 1997 på akademiet for de skønne kunster. Den har til sit primære formål at forholde sig til realiteten af de manglende kvinder på den danske kunstscene.

Selvom det muligvis er unødvendigt vil jeg for god ordens skyld påpege at der ingen ide er i at trække linien op mellem to lejre, mændenes og kvindernes, undertrykkerne og de undertrykte. Det er absurd at tale om i denne her situation, her hvor vi står nu. Det vil være svært at finde den mand, på den danske kunstscene blandt kunstnere, kuratorer, kritikere eller gallerister der har format til at undertrykke alle kvinderne. At pege på mænd som årsag til at kvinder har svært ved at skabe en professionel kunstnerisk karriere, må være kvindernes psykiske selvforsvar.

Jeg tror en stor del af kvindernes passivitet handler om konventioner der trænger til at blive brudt endnu engang, eller som ikke er færdige med at brydes. Spørgsmålet er om der er tabuer der stadig er camoufleret i konventionerne. Er det idag ikke et tabu at påstå at kvinderne ikke er frigjorte? Kvinderne er stadig trykkede, ikke så meget af noget ydre, men mere af egne indre spøgelser.

Jeg afviser ikke problemet med at sige, at det blot er kvinderne der mangler bevidsthed, men mener at kvinder generelt er deres kvindelige køn langt mere bevidst end mænd er om deres mandlige køn. Vi forholder os i udpræget grad langt mere til en kulturelt arvet feminin identitet, og det giver potentielle blokeringer. Det opfattes stadig ufeminint at kræve plads, kræve talerum, at være aggressiv, og til tider vælge at være hensynsløs eller nådesløs. Det kræver mod selvstændigt at gøre plads til at egne visioner og tanker kan udfoldes. Det er den slags frihed der giver kunst og kunstscenen spænding.

I En nutidig feministisk kunstpraksis skal der være en konstant bevidsthed i forhold til konventioner om f.eks. sociale strukturer, kønsrollernes placering og formål, individets frie vilje overfor samfundet, familie og tro osv. Det er en frihed der skal vedligeholdes, intet må utvivlsomt slås fast som "det rigtige" eller "det forkerte", i spørgsmål som disse. Denne individuelle frihed ser jeg som et af feminismen hovedformål at kæmpe for.

Et lag af kunst er business, der skal plejes som al anden virksomhed. I denne branche er der meget lidt plads til "pæne piger" og "narcissistiske kvinder", der passivt venter på accept og bekræftelse før de kan gå igang. Det er den enkelte kunstners ansvar at være bevidst om at skabe sig en dynamisk arbejdsplads, udstillingsmuligheder, udtryksrum og at skaffe de kontakter der vil være brugbare for den enkeltes virksomhed og karriere. Dette skal man forholde sig til, måske specielt som kvinde, for at opnå virkelig selv-udfoldelse og styrke.