1996 12.MIN.
Bag lukkede døre udforsker vi vores tilstedeværelse i et billigt hotelværelse i London, ved at arbejde udfra idéen om at være gæster i en tom ramme. Vi udvider vores personer, fylder rummet med vores karakterer, og giver på den måde rummet en karakter. Vi lader rammen og hele sessionen inspirere os, vi handler udfra umiddelbare indfald, ved at være fuldstændigt åbne overfor det intime i situationen, mellem os som aktører, såvel som mellem os og kameraet. Vi skifter positioner undervejs, filmer og optræder i en vekslen, det er et stille men på sin vis dramatisk arbejde.
De 2 sidste år har vi intensivt arbejdet med videomediet, hovedsaligt i form af små korte sekvenser, som aktioner eller som billeder. Som billeder måske specielt i den forstand, at vi vægter det visuelle i lige så høj grad, som det indholdsmæssige. Vi har i vores samarbejde udforsket en fælles interesse for typer, roller og karakterer. Da vi yderligere interesserer os for forskellen mellem performance og decideret skuespil, veksler vi bevidst mellem de to udtryksformer. I selve optageprocessen forholder vi os åbne til hvad der måtte ske undervejs, snarere end vi arbejder med en stramt tilrettelagt synopsis. Vi udlever i en grad vores private fantasier samtidigt med, at vi dog til stadighed forholder disse til mere entydige roller, som vi kender dem fra fx film. Vi leger med stereotyper i mande og kvindefigurer, og bruger altid os selv som aktører, skifter karakter som det falder os ind, igennem attitude eller påklædning, agerer snart alene og snart sammen, alt efter hvordan vores roller støder op til hinanden. Selve filmningen lader vi foregå i forskellige locations, alt efter hvilket sceneri der forekommer os passende til den handling vi forestiller os at udføre, ligesom handlingen også kan tage form efter det rum vi optræder i.
London-Hotel er det første produkt af vores samarbejde, som vi senere har fulgt op af en serie sessions, hvor vi arbejder og optræder i forhold til forskellige objekter, der alle, i én eller anden grad relaterer til kroppen. Vinteren 1997 arbejdede vi på et mere complext værk, Lonesome Night, en video optaget i et nat-klubinteriør, hvor vi fordyber os mere direkte i mand/kvinde rollerne, spiller 3-4 forskellige gæster i interaktion, grebet i den blå time på en bar. Omkring arbejdet med denne video, dukkede der, modsat hvad der har været tilfældet i alle de foregående videoer, en egentlig historie op, og da vi yderligere valgte at vise videoen i biograf-lignende omgivelser, bragte vi os denne gang tættere på filmmediet.
I den senere tid har vi i højere grad arbejdet med ord, dog stadig i forhold til videooptagelser. Vi har skrevet replikker og historier, og opført disse i mere eller mindre neutrale omgivelser. Dette er for os en ny vinkel på arbejdet med personer, roller og karakterer, der endnu ikke er afsluttet.
Iben Mondrup (45)31186614
Pia Rônicke (45)33240143