PMS - det postmodernistiske syndrom

Af Tine Byrckel

"The task of overcoming the seventeenth-century worldpicture is only begun" (H. Putnam 1987.)

I begyndelsen var ordet - og siden vor bevidsthed begyndte at formes af dén historie, med tiden opblandet og forstærket af Platons metafysik, har ordet med jævne mellemrum haft magten, og i visse tilfælde nærmest den absolutte magt.

Jeg vil i dette ikke-akademiske essay tage fat på nogle voldsomt store emner, postmodernisme, sprog, kunst - og kvindelighed, og det vil jeg gøre i en slags afsøgning af, om det "kvindelige" har noget specielt at bidrage med, i en æstetik, der for alvor er postmodernistisk.

Vi er først så småt startet på et egenligt opgør med det moderne. Der er ikke nogen tvivl om, at vi i refleksionen, om verden, mennesket og menneskets erkendelse, står overfor eller midt i et nødvendigt opgør med det moderne verdensbillede. Dette verdensbillede tog for alvor form omkring det syttende århundrede, samtidig med den nye videnskabs opbygning og monopolisering af erkendelsen. Spørgsmålet er da, om vi i den filosofi som kalder sig - eller som kaldes: postmoderne, har det egentlige opgør med moderniteten. Det er min overbevisning, at det ikke er i den ny-nihilistiske form, som den såkaldte postmodernisme har taget, at et egentligt opgør finder sted. Først og fremmest fordi denne postmodernisme står med fødderne plantet i det selvsamme mudder, som den modernisme den foregiver at gøre op med.

Måske er det allerede nu antydet, hvor vege begreberne både om modernismen og om postmodernismen er. Dette gør selvfølgelig diskussionen meget vanskelig - især fordi der ofte er noget Janusagtigt ved begreberne: bedst som man troede at stå konfronteret med det postmoderne ansigt, så stirrer man lige ind i fjæset på det moderne. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at begreberne synes at betyde noget forskelligt inden for de forskellige "fag" : filosofi, billedkunst, arkitektur og litteratur. Når man derfor f.eks sætter en filosofisk refleksion ned over et andet fag - i dette tilfælde billedkunsten, og endnu mere præcist en kvindelig billedkunst, så synes muligheden for forvirring at være total. Det synes ikke desto mindre at være en anstrengelse værd. Især fordi postmodernismen synes at blive afblæst, inden den overhovedet er kommet igang - hvem gider høre om den mere? Dette kunne så på den anden side siges at være endnu et symptom på, at vi ikke har så meget som løftet snuden fra det modernistiske spor i en stadig jagt på den sidste nye tanke - med en nærmest tvangsneurotisk skræk for ikke at være i avant-garde.

Men: vi er langt fra færdige med postmodernismen, vi er lige kommet igang! Der er store problemer ved for alvor at komme videre i verdensopfattelsen. For det første bliver man selvfølgelig, på en eller anden måde nødt til at sætte af i de begreber, der stammer fra den gamle. Derfor er meta-fysik en affære, der oftest aflyses på forhånd, det er nemlig en slags hæven sig over sig selv. Og det er jo sandt nok, at vi ikke kan flyve, men vi kan da hoppe lidt, og hver gang vi hopper, kan vi flytte lidt på gulvtæppet. Den anden grund er selvfølgelig, at man skal have en eller flere gode grunde til at skifte verdensopfattelse. Og det indeholder på den ene side kritik og på den anden side utopi. Man stikker næsen meget langt frem, hvis man hævder at dette er nødvendigt, men de opløsningstendenser, der er i filosofier, som påstår at være afslørende (apokalyptiske), om det nu er Nietzsche eller Baudrillard, mangler stadig at fortælle verden, hvorfor vi egentlig skal opløse den hidtidige metafysik. Hvis man generaliserer begreber som illusion eller fremmedgørelse, så mister begreberne deres betydning. Illusion kræver sandhed eller virkelighed, fremmedgørelse kræver egentlighed. Så med mindre vi skal betragte disse filosofier som blot et udfald af en uafvendelig maskulin destruktionstrang, (vi skiller lige maskinen ad, for at se hvad der er indeni), så har jeg meget svært ved at se, hvorledes nihilismen kan gå hånd i hånd med anbefalingen om at sprænge den hidtidige metafysik. Et forsøg på at aflyse sandhed vil derfor altid stå som ubegrundet destruktion - og det er faktisk noget andet end de-konstruktion. For at citere Derrida, så er det faktisk en hæderlig afsøgning af en endnu større sandhed, der finder sted i en dekonstruktion: "Værdien af sandhed (og de andre værdier der forbindes med den) er aldrig blevet bestridt eller ødelagt i mine skrifter, men blot indskrevet i en stærkere, bredere og mere stratificeret kontekst". Så det er muligt, at en ordentlig postmodernisme omfatter en kritik af de "store historier" især oplysningstidens og fremskridtstroens, men det er jo netop, fordi de ikke passer. Postmodernismen udelukker ikke nødvendigvis sandhedsbegrebet, en skelnen mellem sandt og falsk - eller for den sags skyld fiktion og virkelighed - med mindre man laver den helt store reduktion af verden til TEKST, som visse frimodige tænkere nok så frejdigt tillader sig at gøre. Hvor stammer denne overordentlig store tillid til sproget dog fra?

Man kan roligt sige at ORDET, begrebet, sproget, har været det store filosofiske knudepunkt i dette århundrede, om man nu befandt sig på den ene eller den anden side af Kanalen eller for den sags skyld oceanet. Det har ganske vist taget sig forskelligt ud. Hvis man skal lave en rigtig grov opdeling, så kan man sige, at det på den anglo-amerikanske scene er blevet en problematik om at få beskrevet verden - objektet (det berømte askebæger), mens det på kontinentet- omkring en anden filosofisk tradition - har taget karakter af en subjekt- problematik. Selvom der altså ikke er meget tilfælles ved første blik, så kan man vel nok sige, at resultatet fra begge sider har været radikale opløsningstendenser. Undersøgelsen af subjektet fik det opløst som kategori, om det nu var i strukturel eller psykoanalytisk regi, mens undersøgelsen af, hvorledes man kan betegne objektet, fik dét problematiseret som ontologisk enhed.

Parallelt med dette finder man det kunstneriske sidestykke -som muligvis har sin helt egen genese indenfor den "store" modernitet, og som altså kendetegner modernisme i kunsthistorisk forstand. Modernismen er bekymret, den undersøger med indviet bekymring subjektet og objektets opløsning, - og genkender den i det industrielle samfund og i industrialisering af kunsten, og det er kun i fremvisningen af denne i og for sig katastrofale opløsning at den egentlige kunst findes. I forhold til denne bekymring, er æstetisk postmodernisme så at sige det sted, hvor det ubekymrede sætter ind: man giver sig lov til at holde af, nyde dette splittede subjekt og objekt, som man sætter sig til at betragte u-kritisk fra alle sider. I denne forstand er postmodernisme altså blot et holdningsskift til den selvsamme tilstand: vi læner os tilbage i sædet og nyder tragedien om den splittede verden. Men er det radikalt nok, eller er det ikke blot endnu en strategi inden for den moderne verden at opgive bekymringen og blive nydende?

Det var en væsentlig konstruktionsbetingelse for det moderne verdensbillede, at erkendelsen af fakta blev radikalt udskilt fra erkendelsen af værdi. Det værdifulde var ikke en egentlig egenskab ved verden i sig selv, men en projektion fra mennesket ud på verden. Det kognitive, erkendelsen af verdens egentlighed, vedrører genstandene, ( især som man "finder" dem indenfor fysikken), mens alt som er affektive kvaliteter, etik og æstetik, kun tilsyneladende hører til verden.Vi fik et klart skel kognitivt / non-kognitivt. Kunsten blev altså i parantes bemærket udskilt fra erkendelsen, sammen med hele det område, der havde med følelser at gøre. Erkendelse havde derimod noget at gøre med empiri og rationalitet.

Det viser sig således at være karakteristisk for det moderne verdensbillede, at kunsten altid er i en slags opposition til erkendelsen. En af de første bevægelser af denne art var romantikken, i en slags omfavnelse af den moderne videnskabs eksilering af subjektet, gik den så at sige med i eksilet: det interessante var at finde på den side, hvor følelser og værdier var vist hen, ja man kunne næsten sige, at det var dér at det egentligt virkelige var at finde. Man kunne sige om romantikken, at den forspildte sin chance for at være rigtig anti-modernistsik, var det nu så sikkert at det videnskabelige billede fortjente denne ganske vist negative accept?

Samtidig med at erkendelse af verdens beskaffenhed altså i en vis forstand kun angår den "ydre" verden, så står vi samtidig med en meget gammel filosofisk idé om, at menneskelig erkendelse er re-præsentation af virkeligheden. Vi danner et billede af virkeligheden - ofte forvrænget af de svigefulde sanser, men som vor ånd/sjæl/bevidsthed så alligevel er istand til at korrigere, fordi sjælen netop har en priviligeret adgang til egentligheden eller ideernes verden. Før den moderne tid kunne billedet af den menneskelige erkendelse altså rumme ideen om at vi ikke alene erkendte det faktuelle, men også at vi kunne have en direkte tilgang og erkendelse af værdier, både moralske og æstetiske. Sagt med andre ord betragtede man mennesket som stående i et temmelig totalt kognitivt forhold til alting i denne verden, og i den forstand lignede vi selvfølgelig Gud en lille smule og den lille smule hed sjæl.

Når den filosofiske optik på verden bliver sproget, så er det pludselig således, at repræsentationen på priviligeret vis foregår gennem sproget: ORDET. Men hvis vi samtidig opgiver den priviligerede adgang til sandheden, som vor lighed med Gud garanterede os, så er der pludselig ikke nogen metode til at afgøre, hvilken af repræsentationerne, der er den rigtige, diskurserne bliver multiple, som det hedder hos tekstfetichisterne Baudrillard og Lyotard.

Det er så igen disse netværks mulige flerhed (diskurser), der afstedkommer postmodernismens glade pluralisme. En pudsig bivirkning, eller skulle vi kalde det en nærmest historisk erfaret naturlig følge af dette synspunkt, er, at forsåvidt som den har gjort denne pluralisme til subjektets frie valg af synsvinkel, ja så står vi ved genopfindelsen af romantikken. Uden overhovedet at have afgjort om postmodernismen i denne variant er en filosofisk mulig position eller ej, så synes denne ny-romantik i al fald at blomstre ude i virkeligheden. Der er man da også begyndt at grave dens historiske fortalere frem af glemslen: Schiller, Schelling, Schopenhauer. Pluralismen er blevet en æstetisk affære med en slet skjult understrømmende tro på, at der stadig er en egentlighed at tage afsæt i. For der mangler stadigvæk en semantisk redegørelse for, hvorfra den enkelte diskurs henter sin mening.

En del af den postmoderne trend bevæger sig rundt i en kantiansk terminologi, ikke mindst for overhovedet at kunne tale om kunsten igen - og beskrive nogle af de (store) følelser, som (stor) kunst giver anledning til. Man kan i og for sig godt forstå, hvorfor Kant er et godt valg, hvis man alligevel ønsker at formidle subjektet og objektet, og samtidig forstå den struktur som umiskendeligt synes at være tilstede i erkendelsen. (Åh jeg gør mig klart at dette er en hæsblæsende præsentation af et enormt filosofisk område, det må ses som en skitse til en egentlig kritik)

Såvidt jeg kan se, forhindrer det i eminent grad, at en tidslig æstetik finder sin tænkning. Kants filosofi er den filosofiske hypostasering af det newtonianske verdensbillede - det "moderne" verdensbillede par excellence, på godt og ondt. Og det, som fremstår som "rester" efter hans transcendentale analyser, bør snarere ses som symptomer på en hel metafysiks utilstrækkelighed, end som objekter for al videre tænkning om disse områder.

Der har været lang tid, hvor vi ikke havde erfaringen til at gribe udover de kantianske kategorier. Men hvis det overhovedet er meningsfuldt at tale om filosofisk erfaring, og at denne filosofiske erfaring ikke blot er en frit svævende entitet i forhold til andre erfaringsområder, så ved vi, at Kants kategorier kun har en systematisk, begrænset gyldighed, og at deres afdækning af det værende dermed er symptomatisk. Symptomerne er som i ethvert andet sygdomsbillede karakteristiske, og de er kendetegnende for den række af klassiske filosofiske problemer, der præger netop den moderne filosofiske tænkning. Denne tænkning er så igen affødt af et bestemt videnskabeligt verdensbillede. Og dette verdensbillede passer ikke mere. Hvis man ellers tør vove pelsen, og sige at nogen ved noget, så er der et helt felt af erfaringer fra videnskaben selv (i dens strengt fysiske udgave) men også fra matematikken, sprogvidenskaben, semantikken m.m, der har aflyst dette verdensbillede.

Ved igen at tage fat i den kantianske æstetik afsløres det, at en stor del af det, som kunne være en dybdegående efter-modernistisk de- og rekonstruktion af erfaringens betingelser, i virkeligheden befinder sig på overfladen af den filosofiske erfaring. Man forbliver blandt andet i den tro, at den menneskelige erfaring er netværk (diskurser), som lægges ned over verden, "tingen i sig selv" og at repræsentationen dermed kun afspejler netværkets karakteristika (kategorier). Derved er der, ganske rigtigt, ikke nogen metode til at afgøre hvilken af repræsentationerne, der er den rigtige. Det særegent æstetiske er da - forsåvidt som det er sublimt - en eller anden nødvendigvis begrebsløs følelse i mellemrummet mellem netværket og egentligheden. Det er muligt, at der stadig findes kunstnere, som nyder endnu en sådan følelsesfuld eksilering af kunsten til en tåget udpost i et erkendelsesmæssigt indifferentieret landskab. Jeg har indtryk af at man gør en dyd af det, ikke alene er det sådan, det blandes også i det totalt non-kognitivistiske mareridt sammen med, at det bør være sådan.

Vi har ikke flyttet gulvtæppet mange centimeter i denne tænkning, og især har vi overhovedet ikke udnyttet det potentiale, der ligger dels i før-modernistisk tænkning, men også i de udfordringer den moderne tanke har ført frem til. Man kan formulere det således, at vi ikke engang tager det kantiansk sublime alvorligt, hvis vi lader afgrunden være, hvor han nåede frem til den. Det er slet ikke dér, vi finder den helt store svimmelhed. Det er slet ikke nok at proklamere diskursernes - eller kategoriseringernes flerhed, og dermed erkendelsens afmagt. Det egentligt sublime må findes helt på kanten af den erkendelse, vi er nået til nu, for ikke at være anakronistisk.

Istedet for at påtage sig det besværlige arbejde med at finde ud af, eller klargøre, hvad den menneskelige erkendelse består i, har man blot aflyst erkendelsen overhovedet. Ved opdagelsen af, at skellet kognitivt/non-kognitivt slet ikke kan lægges skarpt ned over vor erfaring, har man bredt non-kognitivismen ud over hele feltet. Og når man står og famler rundt i den radikale 'dis-sensus' absurde mørke, så bakker man sig selv ind på en lille snæver kantiansk parkeringsplads: det sublime, for der at finde et dybest set irrationelt, romantisk møde med egentligheden på grænsen af den totale opløsning.

I begyndelsen var ordet, og nu vil de så have os til at tro, at verden findes i diskursernes heterogenitet, og at vi slet ikke kan svare på, hvilken af diskurserne, som er den rigtige. Vi kan bare stå på kanten af diskurserne og mærke verdens grænseløse u-begribelighed.

De virkelige udfordringer til den moderne tanke ligger i undersøgelsen af, hvorledes erkendelse, mening, sprog og forståelse er mulige, når billedet af, hvordan vi troede det muligt, viser sig at være forkert. Men aflysningen af det moderne verdensbillede implicerer slet ikke nødvendigvis den relativisme, eller betydningsnihilisme som visse af de postmodernistiske tænkere ynder at udbrede. Det virker som om skuffelsen over, at fundamentet for den menneskelige erkendelse er anderledes end forventet, fører til den konklusion, at der slet ikke er nogen bestemt erkendelse.

Jeg tror snarere, man skal gå efter dén pointe, at bestemmelsen er så anderledes, end den vi har fået med i den kausale bagage fra 1700-tallet. Og at hele repræsentationsbilledet er en metafor, som placerer sig inden for de selvsamme kausalrammer med deres sætten af indre/ydre, subjektivt/objektivt. Problemet er mindre repræsentationernes flerhed, end selve den idé, at der overhovedet er tale om re-præsentation. Problemet er, at vi overhovedet betragter sproget som et billede (billeder) på verden, og samtidig gør det begrebne til den eksklusive adgang til verden. Så er der pludselig ingen vej ud af sproget, og det er dén kendsgerning, tænkere som Baudrillard og Lyotard m.a peger på. Men det er ikke nødvendigvis en kendsgerning - selvom det selvfølgelig kan ses som en slags filosofi-sociologisk faktum - at det forholder sig sådan. Det kan også betragtes som en filosofisk fælde, som ikke mindst den moderne tanke har ført os sikkert hen mod. I dette perspektiv er den postmodernistiske tanke i dens hyppigste nuværende udformning en "reductio ad absurdum" af den moderne tanke.

Wittgenstein, som jo ofte hives frem i postmodernistisk sammenhæng, havde defineret sproget som et næsten kantiansk netværk, i sin Tractatus (6.341), men det var netop det billedteoretiske indhold - sproget som afbildende relativt, men aksiomatisk bestemt, en underliggende egentlighed - som Wittgenstein gjorde op med i sin senere sprogfilosofi. Dér tog han et radikalt opgør med repræsentationsteorien (billedteorien) som betingelse for mening. Hans regelfølgeovervejelser er påvisningen af, at selv den simpleste identifikation / re-præsentation ikke kan forlade sig på noget, der ligner en spejling, hverken i form af spejling af en "genstands" meta-fysik eller fysik for den sags skyld, men heller ikke i form af projektionsbestemmelse via en quasi-platonistisk præ-etableret entitet som f.eks en sprog-regel. Det kan ikke understreges for mange gange, hvor radikale og i samme omgang ekstremt vanskelige Witgensteins regelfølgeovervejelser er. Ikke mindst fordi de rammer så bredt: de rammer den almindelige empiri, fordi de kritiserer enhver idé om (uproblematisk) ostensiv definition: at pege på noget. De rammer ratioet, fordi de viser at den maskinelle regel - reglen som så at sige kører afsted i sig selv, og som man derfor blot kan følge, er en illusion. Dermed rammes matematikken som den traditionelt opfattes. Cogitoet - Descartes majestætisk ensomme tænker- rammes også - og derved i en vis forstand enhver traditionel subjekt tænkning (en regel er netop ikke regel, hvis den er principielt utilgængelig for andre). Jeg vil også påstå at enhver strukturtænkning ikke mindst i traditionel semiotisk form rammes, der findes ganske enkelt ikke systemer, som bare ER.

Men dette betyder ikke, at regler ikke findes, (og i samme ombæring mening) eller at vi bare selv kan finde på dem. Det betyder overhovedet ikke, at det enkelte subjekt kan bestemme sin diskurs - regelfølgeovervejelserne kan tværtimod ses som grundpillen i argumentet mod muligheden for private sprog. Det betyder blot, at reglens ontologi er overraskende anderledes end forventet. Wittgenstein siger at reglen etableres, bliver til, får sin eksistens i brug. Vi bruger sproget, og derved fastlægges det. Men vi bruger det ikke kun sandhedsfunktionelt - som han antog det i Tractatus - vi bruger det på en masse andre måder, som kan betegnes sprogspil. Men bemærk, at Wittgenstein ikke afviser, at sproget bruges sandhedsfunktionelt, det er netop et meget væsentligt sprogspil. Vi ved en masse ting, og sandhed etableres i et sprogspil omkring denne viden. Men det giver ikke mening, at stille sig op som Moore, da han ville tilbagevise skepticismen, og sige, at man ved dét og dét. Og ligeså lidt giver det mening, som sprogfilosofisk analyse om viden eller diskurser at stille sig op og sige hvad vi ikke ved, eller ikke kan afgøre - sådan som Lyotard og Baudrillard prøver at gøre det. Hvis en fyr stiller sig op og siger, at han ved han har to hænder, betragter vi ham som ligeså stor en idiot, som hvis han stiller sig op og siger, at han ikke ved, om han har to hænder. Der er en fælles klippegrund af viden, som betinger mening og forståelse. Wittgenstein vil afvise skepticismen som mulighed, men ikke sprogets meningsfuldhed.

For at blive ved opgøret med billedteorien kan man altså sige, at dét Wittgenstein aflyser er re-præsentationen, og dermed kommer vi igen i direkte forbindelse med præsentationen. Forståelig diskurs foregår indenfor præsentationen. Sproget er deltagelse i præsentationen, det har overhovedet ikke karakter af spejling. Og skepticisme - også i den postmodernistiske version - opstår ofte dér, hvor vi mener at kunne overskue, at der er flere mulige re-præsentationer af én og samme ting, og at vi ikke er i stand til at afgøre, hvilken der ligner bedst.

Wittgenstein siger ikke - med en populær Borges metafor -, at vi befinder os i en labyrint. For at vide at man er i en labyrint, er man nemlig nødt til at se den ovenfra. Når man er i labyrinten, kan man ikke vide, at det er en labyrint, man prøver bare at finde ud af den. Der er en bestemt type overblik af denne art, som det hverken giver mening at søge eller udsige, fordi det hverken gør fra eller til. Den store forskel mellem Wittgenstein og Nietzsche - som man passende kan understrege i lyset af den postmodernistiske genbrug af dem - er, at mens Nietzsche siger at Gud er død, så viser Wittgenstein, at den garanti Han tilsyneladende havde udgjort for den store overensstemmelse mellem billedet og virkeligheden, aldrig har været nødvendig. Sprogets virksomhed er af en anden art.

Hvad skal vi så stille op med den indsigt? Ikke særlig meget efter Wittgensteins mening. Denne indsigt aflyser nemlig hverken sandhed, mening eller kritik, den fjerner hverken historien, etikken eller æstetikken. Den umuliggør visse meta-fysiske ideer om, hvad fundamentet for disse elementer overhovedet kan være.

Vores problem er ikke, at ingen af os kan komme til at indtage Guds plads - og derfra se egentligheden, og sandheden (den ideale repræsentation) om den. Vores problem er erkendelsen af, at det ikke engang er muligt for Gud (hermed siger jeg ikke personligt noget om Guds eksistens). Selv Gud må indtage et bestemt standpunkt, for overhovedet at have et. Hilary Putnam formulerer det således i forbindelse med et klassisk geometrisk eksempel om den metafysiske status for punkter/grænser i et euklidisk plan: "det er mit synspunkt, at Gud selv, hvis han gik med på at besvare spørgsmålet, "eksisterer punkterne virkelig, eller er de blot afgrænsning?" så ville han sige "det ved jeg ikke"; ikke fordi hans viden ikke er alviden, men fordi der er en grænse for, hvor langt et spørgsmål har mening."

Jeg har indtil nu overhovedet ikke talt om kvindelighed. Jeg vil undskylde min hæsblæsende gennemgang af det moderne med, at det var dér jeg gerne ville nå hen. Jeg håber, at jeg i det mindste er nået frem til en gennemgribende problematisering af enhver primitiv identifikation af nogetsomhelst i denne verden, vi har ikke fundet ud af, hvor virkeligheden er, og det synes jeg er ganske glædeligt. Det aflyser nemlig enhver banal antagelse af, hvad kvinden er. Pudsigt nok er en af de mest radikale tilbagevisninger af reducerende kønsidentifikationer Elizabeth Badinters forsøg på at definere maskuliniteten i XY. Dét, som altid er interessant hos Badinter, er det historiske overblik, som altid er istand til at relativere tilsyneladende håndfaste kategorier. Og det er i al fald en kendsgerning, at det i hele vor historie hovedsageligt har været manden, som har haft ORDET. Dette har jo svimlende implikationer omkring en række teori og strukturdannelser. Det viser sig at være næsten mindre faretruende at være defineret kvindelig på et biologisk niveau, end når definitionen foregår indenfor f.eks psykoanalyse - Freud og Lacan. For når det her går løs med at finde ud af, hvad man (subjektet) ER, så viser det sig altid, at man er mand. Om nu vi har at gøre med penismisundelse som konstituerende på nærmest håndfast vis hos Freud - eller Fallos rolle ved oprettelsen af den symbolske orden - hos Lacan, så er vi vidner til en forrygende identifikation af kvinden som "den anden" (i forhold til hvem manden så passende kan forstå sig selv), og af det kvindelige som værende en slags indifferentieret, ordløs sump -den absolutte modsætning til det ORD, der altså også tilfældigvis er historien om hele den vestlige verdens metafysik. Og så skal man så endda være taknemmelig, når de postmoderne tænkere, så mener, at det kvindelige er af det gode - fordi det netop er det ustrukturerede, dekonstruerede, kategorifluktuerende, som er i højsædet - endnu engang hos de mandlige tænkere. Netop som kvinder så småt kommer til orde, og så småt skal til at bidrage med undersøgelser af, hvad denne verden er, så kategoriseres "hun" som det velsignet, ordløse "andet". Er der nogen som deler min mistanke om at denne kvinde er mandens drøm - one more time - og at det måske snarere er karakteristisk for, at hele den vestlige verdens (mandlige) metafysik er træt af at snakke: er træt af sig selv? Jeg er ikke på nogen måde overbevist om, at vi har fået udtømt undersøgelsen af, hvad mennesket er, og da slet ikke, hvad vi ønsker, at det skal være. Jeg er overbevist om, at der er noget som er specifikt kvindelige erfaringer, ikke fordi kvinden er af en bestemt anderledes ontologisk konstitution end manden (mennesket), men fordi hun som krop har helt andre mulige erfaringer ( ikke mindst i den ekstremt oversete reproduktion). Især fordi disse reproduktive erfaringer (at skabe, føde og opdrage børn) har tvunget hende ned i andre erfaringstyper end mandens. Dette gælder både på den subjektkonstituerende side (et område som er overraskende uudnyttet indenfor psykologien), men velsagtens også som historisk erfaring. Og det er i al fald noget, som kræver kritik og utopi at komme videre med. Og det der allermindst er brug for, er en ny romantisering af det kvindelige, som er en reel fare i en vis postmodernisme.

Til gengæld lovede jeg vist nok at komme med et bud på, hvad kvindelige kunstnere har at gøre i en virkelig postmodernitet, altså i det sejge arbejde der er ved at konstituere et andet verdensbillede, end det moderne, som under alle omstændigheder er en synkende skude

Lad os derfor vende tilbage til kunsten, tilbage til æstetikken, tilbage til mimesis. Allermest har jeg lyst til ved et kæmpe tilbageskridt - som måske fører fremad - at glemme kunstens eksilering fra erfaringen, og igen at gøre æstetikken til det, den oprindelig var: en lære om sansningen. Og dermed også en lære om den direkte sanselige erfaring. Så slipper vi både væk fra det skønne og lidt væk fra læren om kunsten, og dermed kunstens navlebeskueri. Filosoffer har jo meget svært ved ikke at snakke om Platon og Aristoteles, og én af grundene er, at man kan bruge dem, hængende i luften, mens man flytter på gulvtæppet. Hos Platon var mimesisgrebet et spørgsmål om spejling, og kunstens rolle var at afsøge den ideelle spejling. Og hos Platon betyder det selvfølgelig, at afspejle ideernes verden så klart som muligt, så at sige at fravriste det sanselige billedet af den egentlige idé. Sansning er snarere forhindring end indsigt i be-gribelsen, og spejlingen af det ideale kan dybest set lige så godt foregå i tanken som i kunsten. Hos Platon er kunsten dybest set unødvendig.

Hos Aristoteles er det mimetiske ikke blot efterligning. Eller snarere: enhver efterligning er tolkning og dermed skabelse. Det, som er så interessant ved Aristoteles i forhold til den moderne Kant, er, hvorledes hans store kategorisystemer og universalier er bundet ned i stoffet, og hvordan vi derfor direkte erfarer tingenes sammenhæng, i det som byder sig frem for os. Hos Aristoteles er skabelse og indsigt i det universelle altså ikke af radikal forskellig natur. Sansning og erkendelse står ikke hinanden imod, og tingen i sig selv er ikke en i bogstaveligste forstand usynlig og urørlig sag. Den er hverken placeret radikalt udenfor vore sanser eller vor begribelse, og det vi ser og rører er heller ikke en svag kopi af en himmelsk idé. I dette perspektiv er det at skabe kunst altså at skabe en særlig type erkendelse. Men ikke i et oppositionelt forhold til andre erkendelsestyper. Her har vi altså et sted, hvor kunst er nødvendig i kraft af at være erkendelse, men hvor erkendelsens redskab snarere er det sanselige end det begrebslige og uden at dét iøvrigt behøver at være modsætningsfyldt.

Her har vi også flere af de elementer, som synes at trænge sig på i en veritabel eftermodernistisk tænkning: den sanselige erkendelse som værende ligeværdig med den begrebslige, fordi sansningens flertydighed ligesågodt kan være i overenstemmelse med egentligheden, som begrebets (ordets) entydighed. Det desinteresserede som værende en illusorisk karakteristik af erkendelse, fordi engagement (eller synsvinkel) er betingelse for synlighed eller forståelighed overhovedet. Det begynder at blive tydeligt, at en række egenskaber, som indtil nu altid har været kvinden lagt til last - beviser for at hun ikke var på højde med manden- , viser sig som værende del af en bredere og mere kompliceret verdensforståelse. En strategi for at implicere dette kvindelige er så, at opdage det, som det udelukkede, det ikke-mandlige, "den anden". Det kvindelige kommer derved til at stå som korrektivet for den "mandlige" metafysik. Men jeg mener at grunden til at dyrke denne indsigt, stadigvæk har at gøre med at søge sandheden - snarere end at søge kvindeligheden. Der er kun grund til at indsætte et matriarkat istedet for et patriarkat, hvis det er bedre /rigtigere.Som kvinde har jeg store betænkeligheder ved at acceptere denne "anden" som værende kvinden. Det minder mig mere om en nisse, som flytter med rundt i enhver dualistisk konstruktion af den art, som er blevet fælles metafysik bohave i de sidste trehundrede år. Hvis jeg var mand nu, ville jeg være slemt ked af stort set at være udelukket fra at have en plads i den ny virkelighed. Og HOV! -hvordan var det nu, at vi skulle kende forskel (var der nogen der lagde mærke til, hvor let man glider tilbage til: biologien?)

Der er naturligvis ingen brugsvejledning, for kunstens rolle i sådanne forandringer. Jeg tror, at bølgen af politisk korrekt kunst indskriver sig naturligt i en sådan dynamik, fordi der ikke er nogensomhelst tvivl om, at så mange forskellige beskrivelser/fremvisninger af det menneskelige/verden som muligt må til for at løsne et ensidigt, imperialistisk og falsk verdensbillede. Den kvindelige kunstners rolle kan være, at udspille sin rolle. Meget tyder på, at det netop er hvad "store" kvindelige kunstnere gør lige nu. Men et af de store problemer med revolutioner og utopier og politik er selvfølgelig, at man ikke skal glemme, hvad det var man havde lyst til. Og hvis det er at danse, så hvorfor ikke starte lige nu?

Æstetik er læren om den sanselige erfaring. Den sanselige erfaring har været godt og grundigt underkendt i en verden af ord.

 

Jeg har med vilje undgået de bunkevis af refererencer, der eventuelt skulle "bevise" denne vidt postulerende tekst. For en bred diskussion af postmodernitet og kvindelighed kan jeg anbefale antologien "Køn og moderne tider" på tiderne skifter. For en kritik af en vis postmodernisme kan man læse Christoffer Norris bog "Uncritical Theory, Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War".(Lawrence & Wishart, London, 1992). Det er svært på nogen let måde at blive introduceret til Wittgenstein, Ray Monks nylig oversatte biografi "Ludwig Wittgenstein. Geniets forpligtelse" på Gyldendal er strålende, på dansk findes også "om vished" med introduktion og kommentar af Jørgen Husted (philosophia). Forsøg på at gøre op med 1700-tallets metafysik er talrige, jeg er inspireret af Hilary Putnam og John Mcdowell, som desværre ikke findes i danske oversættelser. Elizabeth Badinters bog "X,Y -om maskulin identitet" ( ?) er virkelig lærerig. Og hvis man vil læse et godt og nyligt eksempel på noget man kunne kalde semiotisk naturalisering af kønsidentifikation, kan man læse Per Aage Brandts bidrag til antologien "Øje for Øje" (Det kongelige Danske Kunstakademi 1994): "Køn og begær - blik og billede".