Four Weddings and a Phoney Man

-Introduktion af Bob Smith Projektet.

Af Frederikke Hansen

I begyndelsen af 90erne skabte fire kunstnere en person, der af deres samtidige kolleger og kritikere blev modtaget som en opfindelse, omend ikke af Mary Shelley'ske dimensioner, så dog som noget uden nødvendighed eller interesse. Personen repræsenterede patriarkatet, eller mere præcist kunstinstitutionen som hypostase af patriarkatet.

De fire - Susan Hinnum, Ann Kristin Lislegaard, Eva Larsson og Christine Melchiors - var blandt den gruppe af yngre kunstnere, der i slutningen af 80erne forsøgte at bryde med det ny-ekspressive simulerede maleri og den ny-akademiske skulpturs overherredømme - såkaldte postmoderne praksisser, der havde hersket stort set uden modstand og uden spørgsmål igennem årtiet.

De unge kunstnere vendte blikket bort fra de fremherskende centraleuropæiske paradigmer for i stedet at søge inspiration i engelsk og ikke mindst amerikansk kunst og teori. Projektet »Koncern° Artistic-Philosophical Basic Research« (re)introducerede - stærkt inspireret af Art & Language - en tekstbaseret konceptkunst, mens tidsskriftet »Åndsindustri« - der udkom med skiftende undertitler som »Produktion, distribution og konsumering« og »Objekt, virkelighed og politik« - forsøgte at (gen)indføre institutionskritikken og diskusionen omkring kunst(ner)ens moralske, sociale og politiske prioriteringer. På udstillingssiden må man nævne »Baghuset«, et kunstnerstyret udstillingssted, der med sin løse struktur omfattede en række af de unge kunstnere, der søgte udover 80er-malerne og -skulptørernes blaserte ironi og distance henholdsvis hermetiske selvreferentialitet.

En dansk appropriationskunst voksede frem især i Baghusets regi. Ikke mindst mediestrømmen, denne såkaldte hyperrealitet måtte stå for skud for den nye kunst-som-kritik. Kritikken gik således også på 80er-malerne, der på det nærmeste besang hyperrealiteten, ved at sende en lind strøm af meningsløse billeder ud i verdenen vis-a-vis dem, som tv, film og reklame allerede kunne præstere - og de samtidige skulptører, der i en modernistisk gestus mente, at de betvang samme hyperrealitet ved at dyrke inertien, stoffets træghed.

Ovennævnte initiativer blev taget i en tid (87-89), hvor den danske statsminister havde erklæret alle ideologier døde, og kan for så vidt ses som en modstand mod den officielle (konservative), danske ideologi.

Så langt, så godt... En ny Wille zu Kritik var vundet. Set fra et feministisk synspunkt var der dog ikke noget nyt under solen. Koncern° bestod kun af mænd, Åndsindustris redaktion ligeså (et forhold, som overvejende, omend ikke eksklusivt, gjorde sig gældende for tidsskriftets bidragsydere). I 1990 blev Baghuset reduceret til en lukket struktur bestående af syv mænd. Og de arbejdede ikke for at få flere kvinder ind i kunsten.

I en tid, hvor den etablerede del af institutionen havde købt sig fattig i det simulerede maleri og den akademiske skulptur på den ene side og, hvor den alternative scene truede med at lukke sig omkring en ny, mandligt defineret kritikalitet med samt dens æstetiske afkast på den anden, besluttede Hinnum, Lislegaard, Larsson og Melchiors sig for et samarbejde.

Alene ved at betragte den lokale kontekst kunne de konstatere, at der stadig gives forskellige vilkår for kvinder og mænd (også) i kunstinstitutionen. De ræsonnerede, at hvis de skulle have en kunstnerisk karriere på linje med deres mandlige kolleger, måtte de sikre sig mobilitet, hvilket atter forudsatte, at institutionen ville blåstemple, eller sanktionere deres værker som værende af værdi. Endelig var det evident (stadig ved at betragte den lokale kontekst), at en sådan garant måtte være en mand.

Intet tydede på, at denne institutionsmand med viljen til at værdsætte en kønsbevidst kunst ville materialisere sig snart, endsige i Danmark. Derfor opfandt de den fiktive, mandlige kurator Bob Smith - hvem de, givet hans opdigtethed, kunne tillægge egenskaber, der principielt ville sætte ham i stand til at fremme deres karrieremuligheder. Det angloamerikanske navn betød, at han potentielt kunne være fra New York eller London (prestigegivende). På den anden side var navnet også så tilpas almindeligt, at det kunne sikre den grad af anonymitet, der skulle opretholde fiktionen om hans forbindelse til de fire kvindelige, danske kunstnere - altså hele idéen om, at der kunne findes en person med magten til at sanktionere kvalitet, der ikke allerede var kendt af de fire kunstneres kolleger.

Fælles for alle Bob Smith manifestationerne var brugen af reklameæstetik og PR-strategi - et greb, der var oppe i tiden som sådan (med Jeff Koons' selviscenesættelse som guddommelig slem dreng og deraf følgende stjernestatus som det lysende eksempel.) I Bob Smith projektet blev den genvundne institutionsbevidsthed koblet med en kvindeproblematik, samtidig med, at den populære vareæstetik blev nedtonet, idet konceptet ikke blev brugt til at fremme individuelle (kommoditets)værker, eller individuelle karrierer.

...THERE'S ALWAYS ROOM AT THE TOP... ...BOB SMITH PRESENTERAR... ...SUSAN HINNUM... ...ANN KRISTIN LISLEGAARD... ...EVA LARSSON... ...CHRISTINE MELCHIORS...

Denne tekst kørte i konstant loop på lysavisen på Trianglen - den svenske provinsby Malmö's svar på Time Square, da Bob Smith projektet var inviteret til at deltage i et kunstprojekt i byens rum. Lysavisen var iøvrigt belejligt placeret lige overfor det hotel, hvor alle, der var involveret i udstillingen, var indlogeret. Hinnum, Lislegaard, Larsson og Melchiors bidrog yderligere med en plakat placeret i en oplyst reklamesøjle på samme plads. Plakaten fremstiller på fløjlsblå baggrund en halvt rygvendt mand iført moderigtigt, ekslusivt jakkesæt. Foran manden står en skinnende ny, rød beautibox.

Symbolikken er klar: manden som subjekt, succesfuld, handlekraftig - værdsat! (Bob Smith?, Jeff Koons?) Og kvinden... objekt, dekorativ - prissat!

Kunstverdnen: lige så patriarkalsk som enhver anden samfundssfære, modsat den modernistiske idé om kunsten, som en sfære der er adskilt fra, og højt hævet over det profane hverdagsliv - eller den lige så moderne postmoderne idé om, at de store fortællinger skabt i humanismens centralistiske billede er forbi. Det er således et fromt ønske, at den dygtige kurator Bob Smith skulle være stolt af at præsentere en kvindelig kunstner, fordi hun er en begavet kunstner. »Må jeg have lov til at præsentere X. Hun laver kunst. Vi arbejder sammen (nudge nudge, lækker ikke...)«

Beautiboxene gik igen i de fire kunstneres bidrag til Kunstnernes Efterårsudstilling i 1991. Kunstnernes Efterårsudstilling er en censureret udstilling, der traditionelt har fungeret som en blåstempler-institution: det er der, danske kunstnere har fået deres gennembrud. Dette koblede de fire kunstnere så med kvindens traditionelle rolle. Parallellen til kunstnerens udvikling fra amatør til professionel via gennembrudsudstillingen måtte derfor være udviklingen fra frøken til ægtehustru via brylluppet og i særdeleshed bryllupsnattens gennembrydning af hymen.

Foruden et mere end tre meter højt farvefotografi af de fire kunstnere i fuldt brudeudstyr bestod Bob Smiths bidrag også af en række transportkasser, hvor der på fire af dem var placeret en skinnende ny, rød beautybox -- kvindens transportkasse...noch einmal: mænd laver kunst, mens kvinder (i bedste fald) laver kvindekunst.

Til selve ferniseringen gik de fire kunstnere ydermere rundt og signerede postkort med brudemotivet og forærede dem til ferniseringsgæsterne. I stedet for, som man kunne forvente sig af en sådan idol-gestus, at signere postkortene med deres individuelle navne, eller autografer, skrev de alle: art beauties.

Tematiseringen af kvindens principielle reduktion til en genstand, der kan forbruges og udskiftes, i den patriarkalske økonomi, fortsatte i et efterfølgende projekt: et dobbelt-opslag i kulturtidsskriftet »Atlas«. På begge sider af opslaget ser man et billede med fire højgravide kvinder iført ens sort bikini. Eneste forskel på de to billeder er, at hovederne (der er vha. computermanipulation er blevet til kunstnernes egne) er blevet byttet om. Under hvert billede står der: Visible difference. På venstre side står der tillige: before and, mens der på højre side fortsættes: before.

Tiden står stille. For Kvinden skal tiden stå stille. For den synlige forskel går ikke på den naturlige udvikling over tid: synlig ældning. Kvindens tildelte kvalitet (attråværdighed) ligger i at kunne betvinge den udvikling, der (hos manden) forbindes med opnåelse af erfaring, modenhed, udmærkelse - med den handlekraft, der samfundsmæssigt holder hjulene igang (og som synligt kendetegnes ved rynker, høje tindinger og gråsprængt hår). I yderste konsekvens skal Kvinden holde sig på toppen ved at vedligeholde den ungdommelige skønhed, der tiltrækker manden-som-befrugter. For Kvindens samfundsmæssige raison d'être er i reproduktionssfæren (og ikke i kunsten.) Dette synes i hvert fald at være den holdning, der bliver afdækket i Bob Smiths projekt.

Desværre blev de problematikker, der blev taget op i og med Bob Smiths mere end to år lange virke snarere forstærket, end forstået. De fire kunstnere måtte bl.a. stå model til en kritik fra deres kolleger, der mere gik på deres egne, fysiske fremtrædelser, end på værkernes æstetiske henholdsvis diskursanalytiske kvaliteter.

Det bliver ikke godtaget overhovedet at opfatte kunstinstitutionen som en konkret, diskursiv fremtrædelsesform af patriarkatet. For den kritiske bevidsthed synes ikke at strække sig til at begribe og diskutere, at der overhovedet findes et patriarkat i Danmark, hvor vi holder af at tænke på os selv som frisindede og tolerante (»vi opfandt pornografien og det registrerede partnerskab, så kom ikke her...«). Derfor er Bob Smiths projekt stadig af nødvendighed og interesse.