ROOMSERVICE var oprindelig navnet på et kunstvræk.
ET KUNSTVÆRK, der var uadskilleligt fra de omgivelser og de omstændigheder hvor under det blev fremvist i efteråret 1991, dvs. for snart 6 år siden.
LEJLIGHEDEN, som var en del af værket, ligger endnu på adressen Studiestærde 5 st.th. i Københavns centrum, men må formodes at være fuldstændig foranderet, da den idag udlejes til privat beboelse.
MØBLER OG OBJEKTER er for længst tilbageleveret til deres retmssige ejere.
ROOMSERVICE blev i sin tid til i et tæt samarbejde mellem tre unge kunstnere, der endnu gik på Akademiet i København, nemlig Tine Borg, Anja Franke og mig selv.
Efter værkets genopløsning levede benævnelsen "Roomservice" videre i flere år både som en betegnelse for det oprindelige værk og som en betegnelse for konstellationen af os tre kunstnere. Årsagen hertil var dels at vi valgte at videreføre det vellykkede samarbejde i en kombination af diskussion og produktion, hvilket bl.a. resulterede i endnu et fælles kunstværk, lavet til Charlottenborgs Forårsudstilling 1992, kaldet "Roomservice på Charlottenborg"; dels at vellykkede benævnelser tilsyneladende og i overensstemmelse med sprogets autonome logik, har det med at leve et eget liv, hvor de opsummerer et stadigt bredere net af betydninger under sig uafhængigt af de oprindelige intentioner. Eller sagt på en anden måde: folk blev ved med at henvise til os som "Roomservice" i flere år efter at det egentlige samarbejde var ophørt, hvilket flere gange bragte os i tvivl om, hvorvidt samarbejdet nu også var ophørt. (Det var det).
ERINDRINGEN
"De erindringer, man genkalder sig med vilje ved gentagelse er sjældne og rene undtagelser. Derimod foregår optagelsen af kendsgerninger og billeder, som er enestånde i deres art, hvert øjeblik livet varer."
citat fra "Stof og hukommelse. En afhandling om forholdet mellem legeme og ånd" (1896) af Henri Bergson
Når vi taler om erindring som viljesakt, taler vil altså om viljen til at gentage eller måske nærmere afspille eller gennemløbe en begivenhed eller et rum ("en kendsgerning"), som vi har i kroppen, i nutiden, som mulighed.
Erindringen opfattes derfor ofte som en slags interaktiv film, som vi kan slå fra og til og træde ind og ud ad som det passer os, men som desværre har en alvorlig brist: Den kan (endnu) ikke optages og reproduceres direkte fra vores celler. Den må formidles aktivt, materialiseres af subjektet eller dø med kroppen.
Min vilje er et medium. Roomservice skal ikke dø. Kunstværket Roomservice, Studiestræde 5, fortjener det evige, elektroniske, kabelførte liv på nettet. værket er opløst. Mine celler lever. Og med dem erindringen: Man går over gaden, lidt hen ad vejen, op ad trappen og ringer på. Man bliver modtaget af en mand eller en kvinde, der sidder og læser avis ved et bord i et lille rum. Man skriver sit navn i en bog og går inden for.
Forinden har man modtaget en indbydelse med posten. Det har man fordi man opfattes som værende en del af det danske kunstliv. Man er sandsynligvis en ung dansk kunstner, akademielev, lærer eller pårørende til en af de tre piger, der har lavet værket. Der er kun sendt 200 indbydelser ud i alt, og man kan umuligt komme på, at der skulle være et kunstværk her, hvis man ikke kender adressen og åbningstiderne. Det var der nu ikke noget at gøre ved, mente kunstnerne. Det vigtigste var, at værket fungerede efter hensigten, og desuden var der tale om et selvfinansieret forskningsprojekt, så der var ikke penge eller overskud til et stort PR-arbejde. Af hensyn til værkets integritet blev der heller ikke holdt nogen fernisering.
Man er tydeligvis kommet ind i en lejlighed, men om der er tale om et erhvervslejemål konverteret til beboelse, eller om en almindelig lejlighed, som bliver brugt til en slags erhverv er lidt uklart til at begynde med. Senere forstår man at der er tale om et nedlagt erhvervslejemål, som er indrettet til boligformål, men som nu igen huser en slags kontor, klinik, eller en eller anden anden form for praksis. Rummet er altså offentligt i en eller anden forstand, men det er også forladt, faktisk har det vist aldrig været taget i brug. Tanken strejfer religiøse sekter, sorte rengøringsselskaber og russisk mafia. De vigtigste møber er 5 stole med rødt betræk fra Paustian (eksklusivt dansk møbelhus), en ubrugt massagebriks og et blankpoleret maghoniskrivebord.
Heldigvis kommer man hurtigt ned på jorden igen. Man ved jo at der er tale om et kunstværk, at man står i et kunstværk, at det hele bare er kunst. Og se nu der: En lille bitte sølvgris, en højtaler, som er lagt ned og 4 køleskabe stablet ovenpå hinanden to og to. Et pengeskab og en kravlenisse. Yes, yes, yes! Readymades, installation, appropriation, assemblage, postmodernisme. Det kunstanalytiske repertoire har erstattet det socialanalytiske, og kunsten er genkendt!
Alligevel vil kroppen ikke bare sådan stoppe det sociale spil, som den påføres af rummenes påtrngenhed. Rum er magt over kroppen og over perceptionen. Vi kan ikke undgå følelsen af hvordan det ville være at sidde på stolen (stoffet mod kroppen, den røde farve tæt på, synsvinklen på rummet), ligge på briksen (hvad vil de gøre ved mig?) eller sidde ved bordet (hvor er stolen?). Vi kan ikke undslippe vores vanemssige meninger om kravlenisser, paradistrer eller Aaltovaser, eller lade være med rutinemssigt at glo på billederne på vggen og forsøge at kigge ud af vinduerne på trods af de nedrullede persienner. Faktisk er denneher kunst lidt svær at tage alvorligt (som kunst), fordi selvom der er lagt op til en kontemplativ opførsel (stilhed, ensomhed), så bliver perceptionen revet med, og man kommer ufrivilligt til at grine af sig selv, fordi det hele er så højtideligt, men samtidig så fjollet, og man kan ikke rigtig slippe væk fra sin hjerne, hvor det føles som om kroppen hele tiden holder tankerne fast i noget uvæsentligt, som ikke er det, det drejer sig om, nemlig kunst.
Og så er der billederne på vggene, en slags serie, 5 sort/hvide interiør-fotos ca. i A3-format, sat ind i skifterammer. Meget højtideligt også her. Rummene på billederne er også tomme, men det er en anden slags rum, katalog-rum: 2 køkkener (eller 2 vinkler på det samme køkken?), et møderum, 2 stuer med tæpper og dobbelte gardiner. Iscenesatte rum som dem man står i? Ja, eller alligevel nej. Ved nærmere eftersyn kan man ikke komme udenom den tanke, at disse rum hverken er tænkt som kunstværker eller som kulisser, der bare bliver taget ned igen når billedet er i kassen. Der er ingen kunstige detaljer, ingen nips. Rummene er for store og gedigne. Konklusionen kommer næsten bag på en: Disse rum eksisterer, hver for sig, eller eksisterede i hvert fald, et eller andt sted ude i verden! - Der er bare blevet ryddet grundigt, meget grundigt, op til ære for fotografen; og fotografen, ved jeg - altså den fotograf, vi købte billederne af - er en almindelig, dygtig fotograf, der først og fremmest fotograferer det, han bliver bedt om. Hvad jeg mærkeligt nok ikke med min bedste vilje kan genkalde mig er, om vi nogensinde spurgte ham om hvor, og hvorfor, disse billeder var blevet taget, eller om han bare fortalte os, at det kunne han faktisk ikke huske. (Vi fandt dem i hans hengemte kontaktkopi-arkiver, som vi havde fået lov til at rode i, men han havde altså også negativerne, så han må vel have taget dem!?).
Det er godt med billeder på væggene, så man har noget at kigge på, og en mulighed for at komme væk fra rummet, man er i, når nu der er persienner for vinduerne, så man ikke kan lade blikket vandre væk ad den vej. Blot var disse fotografier uden ordentlig dybde og i sidste ende også uden selvstændig mening, hvilket bevirkede at man hele tiden blev kastet tilbage til værket igen, fordi man måtte se om der var et svar på billederne i rummet, en modstand, et dialektisk forhold. Det var der ikke. Den eneste egentlige modstand, der kunne være tilstede i Roomservice var beskuerens egen, og den var som sagt svær at opretholde for de fleste (en enkelt sad faktisk og græd).
Selvfølgelig ville ingen rigtige mennesker finde på at leje sådan en dum lejlighed, købe sådan nogle dumme møbler eller hænge sådan nogle dumme billeder op på deres vægge. Dumme kunst. Dumme billeder. Og nu er de blevet væk. En af de få genstande i værket, som vi havde både købt og betalt!
FOTOGRAFIERNE
Møblerne i rummene er som skulpturer. Lodrette, vandrette og buede flader sat op mod hinanden i et gensidigt spil. Bløde og hårde overflader. Stof, træ, metal, skumgummi, plastic, sølv. Lysets reflekser i de blankpolerede overflader og dets måde at blive absorberet på i de matte, i gulvtppets grå. De absurde lampers formfuldendthed. Telefonens kurver. Briksens myndighed.
Fotografierne får værket til at tale minimalismens og formalismens majesttiske sprog. Her høres ingen fnisen i krogene, og ingen alt for store lastbiler skramler forbi i den smalle gade. Endelig åbner værket sig uforstyrret for det kontemplative blik og vi opnår ubesværet den ønskede grad af distance, i det vi mentalt scanner vores kroppe rundt mellem objekterne og eksaminerer dem i lyset af vore egen, kølige nutid. Hvilken frihed, hvilket interesseløst behag!
Intet under at fotografiets storhedstid faldt sammen med højmodernismen og subjektets demokratiske frigørelse fra vaner og dogmer. Sapere Aude - Vov at være viis, som Kant yndede at sige, men hvordan være viis, hvis man hele tiden bliver forstyrret af det, der forgår i rum og tid, og som vi reagerer refleksagtigt på? Museerne var første skridt på vejen mod den nye tids virkeliggørelse og almengørelse af muligheden for den ideelle, uforstyrrede kontemplation, og den modernistiske og formalistiske kunst blev skabt til dette rum. -Men selvfølgelig må fotografiet være endnu bedre til til at fremme det intersseløse, da det giver betragteren en (næsten) fuldstndig uafhngighed af rum og tid. Se blot på disse billeder! Hvis nogen skulle være i tvivl, så beviser fotografierne det: Roomservice var en gedigen, formfuldendt og meget minimalistisk inspireret installation: -Naturlig vis var der tale om et kunstværk - og intet andet!
Vi kan allerede nu tale om legemet som en grænse i bevægelse mellem fremtiden og fortiden, som et bevvgeligt punkt, som vor fortid uophørligt driver ind i vor fremtid. Grebet i et enkelt kunstigt øjeblik er vort legeme en vejviser, der er anbragt mellem de genstande, der påvirker det, og de genstande, det virker på, medens det, når det betragtes på sin virkelige plads i den tid, der forløber, netop befinder sig dér, hvor min fortid udløses i en handling.
citat fra "Stof og hukommelse. En afhandling om forholdet mellem legeme og ånd" (1896) af Henri Bergson.
VIDEOEN
SLUT
